11.000 nye BroBizzer indtil nu i efterårskampagnen
Øresundsbro Konsortiet kan mærke en tydelig interesse fra danskere og svenskere for at køre over Øresundsbron til regional pris. Kundeservice får et tusinde henvendelser hver dag. Siden den 26. september, da efterårskampagnen blev lanceret, er der sendt ca. 11.000 BroBizzer ud til nye kunder.

Omkring 50.000 danskere og svenskere har i dag adgang til en BroBizz, der er koblet til en ØresundsBonus aftale. Med en BroBizz koster en enkeltrejse over Øresund kun omkring halvdelen af normalprisen, dvs. højst 125 kr. i resten af 2000.

- Det er vigtigt for os at få budskabet om regionalprisen ud, så alle forstår at prisen er lavere, når man anvender broen regelmæssigt. De mange nye kunder viser, at kampagnen lykkedes. At kunderne forstår og udnytter regionalprisen er afgørende for at få gang i de kontakter mellem Skåne og Sjælland, der skal føre til integrationen i Øresundsregionen, siger Øresundsbro Konsortiets administrerende direktør Sven Landelius.

Ventetiden på at modtage en BroBizz med posten er ca. syv dage.

Trafikken over Øresund har stabiliseret sig på mellem 6.000 og 7.000 køretøjer i gennemsnit pr. dag.

For yderligere information kontakt driftschef Carl Håkansson, tlf. 33 41 60 00.

Med venlig hilsen

Ajs Dam

Informationschef