|
Tunnelelement undersøges for skader efter uheld
I den kommende uge vil det blive endeligt afklaret, om det tunnelelement, der i begyndelsen af august blev fyldt med vand og landede forkert på Øresunds bund, som forventet kan bruges til Øresundstunnelen, eller om det skal kasseres. En fejl i understøtningen af et skot, der skulle holde vandet ude af det luftfyldte tunnelelement under transport og nedsænkning, bevirkede, at skottet gav efter for vandpresset, så tunnel-elementet blev fyldt med vand og sank i tunnelrenden på Øresunds bund. I de forløbne uger har et hold på 24 danske og hollandske dykkere fra tunnelentreprenøren Øresund Tunnel Contractors (ØTC) undersøgt elementet uden at finde betydende skader. I denne uge er et nyt skot blevet monteret, og det meste vand er blevet pumpet ud. Det gør det muligt at foretage en fuldstændig undersøgelse af tunnelelementet. Hvis denne undersøgelse også viser, at elementet ikke har yderligere betydende skader, vil det i begyndelsen af oktober blive bragt på sin retteplads. Elementet er nr. 13 i rækken, og det skal kobles sammen med element nr. 12. De første 12 elementer, hvoraf det første blev anbragt for et år siden, strækker sig i dag 2,1 km ud fra kysten. Øresundstunnelen vil bestå af i alt 20 tunnelelementer, der skal forbinde Amager-kysten med den kunstige ø, Peberholm, syd for Saltholm. Detailtidsplanen for denne del af byggeriet af Øresundstunnelen er forsinket 7-8 uger på grund af uheldet. ØTC har dog fortsat et håb om, at man kan placere de sidste elementer i januar ‘99. Det vil være i overensstemmelse med den oprindelige tidsplan, men det forudsætter blandt andet gode vejrforhold i den kommende tid. Eventuel kontakt: Niels Uldall, ØTC, telefon 32 47 96 00 |
