Flere svenskere flytter til Danmark
De faldende boligpriser i København åbner nu for at svenskere kan afprøve drømmen om at bosætte sig i Danmark, hvilket flere benytter sig af end tidligere. Det fremgår af flyttestatistikken for første kvartal af 2009.

Af Karsten Østergaard Nielsen

Faldende boligpriser i særligt København har nu fået sin effekt på Øresundsregionen, hvor antallet af danskere, der for tiden flytter hjem fra Sverige efter en årrække i udlandet, er stigende. Men det er ikke kun danskerne, der har fundet ud af, at boligerne i København er blevet billigere. Også svenskere og andre nationaliteter i Skåne har opfanget fidusen/tendensen, og det har medført en øget migration af svenskere til Danmark, viser nye tal fra Stastistiska Centralbyrån.

I første kvartal af 2009 flyttede 272 svenskere og andre nationaliteter således fra Skåne mod Danmark. En stigning på 8 procent i forhold til samme periode sidste år.

- Migrationstallene bekræfter, hvad vi allerede ved: At boligpriserne er en styrende faktor for hvor man vælger at bosætte sig. Og med mere rimelige priser på det danske boligmarked er der en del svenskere, der har fået muligheden for at få deres drøm om at bo på den danske side, opfyldt, siger analysechef for Øresundsbron, Britt Andresen.

Hun mener at flyttetallene viser, at integrationen af én samlet Øresundsregion stadig er godt i gang. Tidligere undersøgelser har vist, at mange svenskere har mod på at bosætte sig på den danske side, men ifølge Britt Andresen har de høje boligpriser holdt dem tilbage.

- Så for de svenskere, der allerede har job i Danmark og får løn i danske kroner, byder de faldende danske boligpriser på en god mulighed for at bosætte sig i eller omkring den danske hovedstad, siger Britt Andresen.

Hos DanBolig, der specialiserer sig i at formidle boligsalg og køb mellem svenske og danske kunder, mærker man også interessen fra den svenske befolkning for at købe dansk bolig.

- Vi har selv registreret, at der er flere svenskere, som forsøger at finde bolig i Danmark eller gerne vil sælge den de har i Sverige for at flytte herover, siger Torben Lund, direktør for projektsalg og erhverv ved DanBolig.

- Men der er formentlig flere svenskere end vi lægger mærke til, der flytter herover. Det er mit indtryk, at de fleste svenskere selv tager kontakt til den lokale mægler i området, hvor de gerne vil bo, siger han.

Selv om svenskerne har fået smag for et liv i Danmark, udgør danskerne dog stadig langt hovedparten af de personer, der flytter fra Skåne til Danmark, nemlig 65 procent. I alt 779 personer rykkede teltpælene op fra den skånske muld og valgte at køre flyttelæsset over til den danske side af Øresund i første kvartal af 2009.