Arbejdsmarkedet
København er storbyen i Øresundsregionen, der tiltrækker både arbejdskraft og virksomheder. Med Øresundsbron er det oplagt for mange skåninge at søge job i København, især fordi lønniveauet er højere i København end på den svenske side.
Dansk højkonjunktur og en rekordlav ledighed fik de danske virksomheder til at søge efter arbejdskraft på den anden side af Øresund i perioden 2005 - 2007, og den største mærkbare effekt af Øresundsbron på arbejdsmarkedet er de mange svenskere, der gerne vil tage toget eller bilen over broen til gengæld for et job i en dansk virksomhed. Det er især veluddannede svenskere, der søger job og karriere i København. De anser ikke de sproglige og kulturelle forskelle for et problem, og mange ser det som et plus at samarbejde med danskere.
På trods af vores skandinaviske velfærdsmodel er der betydelig forskel på, hvordan arbejdsmarkedet er organiseret i Danmark og Sverige. På grund af de svenske arbejdsmarkedsregler har en medarbejder større tryghed i ansættelsen. Alligevel prioriterer svenske arbejdstagere udfordringer, spænding og høj løn højere end tryghed, sikkerhed og gode muligheder for forældreorlov, når de søger job i Danmark.
Det danske sprog er en udfordring for de svenskere, der arbejder i en dansk virksomhed, men ikke en forhindring. Langt de fleste ser det som en positiv udfordring at skulle lære sig dansk i forbindelse med deres job.
Men pendlerne møder problemer i form af svære regler for skat og pension på tværs af grænsen, besværlig overførsel af penge mellem to nationale banksystemer og dyre takster for at ringe og sende sms mellem de to lande. Mange svenske øresundspendlere mener desuden, at det tager for lang tid og er for dyrt at pendle mellem boligen i Skåne og jobbet i København, men i realiteten bliver udgiften delvist opvejet af skattefordele og kørselsfradrag.
På trods af den aktuelle lavkonjunktur vil København og det øvrige Sjælland inden for en række år opleve en massiv mangel på arbejdskraft, hvilket vil skabe lønpres i Danmark. Da manglen på arbejdskraft og dermed lønpresset er mindre på den svenske side af Øresund, vil det yderligere styrke det økonomiske incitament til tage arbejde i København, hvis man er bosiddende i Sydsverige.
Antallet af danskere eller svenskere bosat i Danmark, som pendler den anden vej til et job i Sverige, er meget lille, og der er primært tale om specialister.

Fakta
- Fra 2005 til 2007 steg tilgangen af "nye" svenskere til det danske arbejdsmarked fra 1.391 til 6.667 personer. I 2008 var dette tal
- 5.798 personer
- 88 procent af svenskerne, der deltog i en undersøgelse i Øresundsbrons regionspanel og arbejder på en dansk arbejdsplads,
- svarer, at de har gode eller meget gode kundskaber i dansk
- 79 procent af deltagerne i undersøgelsen mener, at det har været en positiv udfordring at lære dansk
- 84 procent af deltagerne i undersøgelsen mener, at det gavner deres videre karriere, at de har har lært dansk






