Børnevenlige restauranter i Malmø
Er barnevognen velkommen? Må børnene løbe frit omkring? Er der noget andet sjovt i nærheden? Og frem for alt: Kan personalet lide børn? Spørgsmålene er mange, når man skal have børnene med på restaurant. Her er nogle spisesteder i Malmø, som med garanti er børnevenlige.
SMAK på Malmö Konsthall
Absolut ikke den billigste frokost-restaurant, men stedet og atmosfæren gør, at børnefamilier gladeligt valfarter dertil alligevel. Her er masser af plads til barnevognen, store områder man kan løbe rundt på, en hyggelig gårdhave med træer, der giver skygge om sommeren – og ikke mindst et venligt personale. Man skal være lidt forsigtig med barnevogne og småbørn inde i selve kunsthallen, men mange af udstillingerne kan faktisk være spændende, også for børn. Glem ikke den futuristiske legeplads lige uden for indgangen.www.restaurangsmak.se
Wega på Malmö Museer
Restaurant Wega på Malmö Museer ligger i nogle noget dystre lokaler, men maden er børnevenlig, slotsmiljøet er spændende, og der er god plads til barnevogne. Når det er varmt, kan man sidde ude i slotsgården. Børnene synes altid, det er spændende at krydse voldgraven på den pompøse bro, og museet er fyldt med sjove sager at kigge på – ikke mindst dyrene, udstoppede såvel som levende. Læg mærke til giraffen i foyeren uden for restauranten – når byens ishockey-hold spiller kamp, har den et lyseblåt halstørklæde på.www.malmo.se/museer
Di Penco
Spørger man Malmøs børnefamilier om børnevenlige restauranter, bliver den italienske restaurant Di Penco nævnt mere end én gang. Di Penco er kendt for at have byens lækreste og friskeste pasta og et ekstremt børnevenligt personale. Maden er også børnevenlig, råvarerne er kanon – det er vigtigt, hvad børnene putter i hovedet – og der er altid en vegetarisk ret på menuen. Udover pasta finder du salat, pizza og ciabatta fyldt med italienske delikateser. Brødet er naturligvis hjemmebagt.www.penco.se
Café Element
Café Element ved Kungsgatan i Rörsjöstaden er ikke så glade for barnevogne indenfor, men når vejret tillader, at man sidder ude, er stedet et paradis for børn – store og skyggefulde træer, næsten ingen biler på gaden, og en fænomenal legeplads nogle få meter derfra. Menuen består af salater samt en række varme og kolde retter. Indretningen er spændende. Stemningen er sprudlende.www.elementcafe.se
Systrar och Bröder
Systrar och Bröder i Malmøs antikvariat-kvarter er indrettet i en afslappet 50'er-stil. Restauranten har kun åbent i dagtimerne, men den er et sandt og sundt mekka for barnevognsfolket. Her serveres varme og kolde ciabatta, bønnegryde, supper, frokostbuffet, kager, boller og tærter. Er det varmt, kan du sidde ude. Om vinteren er det hyggeligt at slå sig ned ved vinduet og studere livet og menneskene udenfor. Sover børnene kan du snuppe en avis eller et blad og nyde pausen!www.systrarbroder.se
Se stort kort






