Som grever og baroner
Historiske bygninger. Kringlede korridorer. Måske et spøgelse. For ikke at nævne overdådige måltider i storslåede spisesale. Hvem er ikke vild med gamle slotte og herregårde? Og Skåne vrimler med dem – omkring 200 finder du spredt som juveler i landskabet. Her er fem slotte, hvor du kan nyde maden, vinen og livet som gamle dages adelsmænd og -kvinder.
Häckaberga Slott er blandt de mest populære hos danske gæster. Slottet med den enestående beliggenhed kan nåes på en time fra Øresundsbron.Häckaberga – enestående og naturskøn beliggenhed
Uden konkurrence slottet med den smukkeste beliggenhed – på en odde i Häckaberga-søen med udsigt til vand og skov på alle sider. Omgivelserne lægger op til undendørs aktiviteter som jagt, fisk, ridning og cykling. Og det kan varmt anbefales at opbygge en god appetit i løbet af dagen. Slottets restaurant er nemlig fremragende. Skal du holde galla-middag, er dette stedet at spise. Häckaberga blev bygget i 1870 og fungerer i dag som hotel, restaurant og konferencecenter med plads til omkring 50 overnattende gæster. Drikker du whisky, bør du smage den svenske maltwhisky Mackmyra, som lagres på Häckaberga.www.hackebergaslott.se
Snogeholm – masser af jagt og fiskeri
Det er nemt at føle sig som en slotsfrue eller slotsherre, når man kører ind på pladsen foran Snogeholm, og personalet kommer og henter din baggage. Slottet har aner fra 1500-taller, men den nyværende hovedbygning i fransk barok stil stammer fra 1860’erne. Snogeholm ligger smukt ved en sø, hvor du kan fiske. Vil du hellere jage, er der undervisning i jagt for begyndere. Restaurantens menu indeholder naturligt nok meget vildt samt gedde fanget i slottets sø. Afternoon tea i biblioteket kan anbefales, måske kan du få en sludder med slottets ”hvide dame” – hun hedder Karin.www.snogeholmsslott.se
Kronovalls Vinslott – kælderen alene er et besøg værd
For den mad-interesserede og ikke mindst for den vin-interesserede er valget af slotsophold i Skåne enkelt. Få restauranter kan måle sig med den på Kronovalls Vinslott lidt uden for Tomelilla på Österlen. Og i kælderen ligger titusindvis af flasker med champagnoisen Tirage og gærer og modner. Hver fredag og lørdag er der mulighed for rundvisning med vinsmagning, hvor mindst tre forskellige flasker med gyldne bobler åbnes og nydes i kælderen.www.petripumpa.se
Bäckaskog – en gammel favorit blandt danskere
Lidt nord for Kristianstad, på et smalt næs mellem to søer, ligger slottet Bäckaskog. Her byggede munke i 1200-tallet et kloster, som de krigeriske danskere 300 år senere byggede om til en fæstning. I 1800-tallet forvandlede kongen Karl XV imidlertid fæstningen til et landsted, hvor han kunne trække sig tilbage og nyde livet, luften og freden – og sådan gør mange endnu den dag i dag, også danskerne. En anbefalelsesværdig oplevelse er et varmt bad i slottets ”bastu” med udsigt over søen.www.backaskogslott.se
Örenäs – med Øresund i baghaven
Det største af Skånes slotte med overnatning er Örenäs, som ligger smukt ved kysten mellem Landskrona og Helsingborg. Örenäs har aner fra 1870’erne, men det nuværende slot i barok stil blev bygget i 1914-18 af ”sukkerkongen” Carl Tranchell. Under Anden Verdenskrig var slottet et fristed for danske flygtninge. I dag er slottet et fristed for danskere og andre, som trænger til at arbejde eller slappe af i historiske og herskabelige omgivelser. Med 114 værelser er slottet et velbesøgt hotel og konferencecenter. www.orenasslott.se
Se stort kort






