Danskerne dominerer skipisterne i Sydsverige
Hver anden gæst på skisportsstederne i Sydsverige kommer fra Danmark
København den 5. februar 2010
Danske eder og forbandelser fyger ofte gennem luften, når noget går galt på pisterne hos Vallåsens Skidanläggning. Hver weekend valfarter mere end 3000 danskere nemlig til det lille skisportssted, der ligger knap to times kørsel fra København. De danske skientusiaster udgør ifølge medejer af anlægget Fredrik Hegin mere end halvdelen af stedets besøgende.
- Vi har vældig mange danskere, og mange af dem er nybegyndere, der skal have deres første dag på ski, fortæller Fredrik Hegin, der kalder i år for den bedste vinter siden 1987.
I år har vintervejret sendt endnu flere danskere på besøg hos de små skisportssteder, der oplever gyldne dage. De sydsvenske skiområder Isaberg og Mullsjö Alpin melder begge, at op mod 60 procent af de skiglade besøgende kommer fra Danmark. Det er primært familien Danmark, der sætter sig til rette i skilifterne. Størstedelen af de danske gæster er nemlig familier, der skal prøve en tur på ski eller varmer op til vinterens store skitur.
Fælles for de små, sydsvenske skisportssteder er, at det er muligt at tage hele familien på skitur og være hjemme igen til børnenes sengetid. Det giver særligt travlhed i weekenderne.
- I weekenderne vrimler det ind med danskere, der skal have sne under skiene. De fleste kommer for en enkelt dag på ski, siger Michael Lindberg, der er medejer af Mullsjö Alpin.
Ifølge en prissammenligning som VisitSweden har lavet, kan det betale sig for danske familier at lægge skiferien i Sverige. Således kan en familie med to børn spare næsten 3000 DDK ved at lægge årets skiferie i for eksempel Sälen frem for Saalbach i Østrig. De danske familier sparer penge på den svage svenske krone samt priser på liftkort og skileje.







